Begrebet træning/øvelser dækker over en meget bred vifte af muligheder. De fleste mennesker med et problem i bevægeapparatet vil have glæde af at træne, men træningen skal tilpasse både til personen og til de problemer, som vedkommende måtte have.
Ofte kan det være nødvendigt, at kiropraktoren løsner op i led og muskler, før man starter med at træne. Hvis et led ikke fungerer optimalt, vil træning måske ikke have den ønskede effekt, og man risikerer endda, at problemet bliver værre.
Nogle øvelser udføres for at mobilisere leddene, andre for at stabilisere dem eller for at lindre en irriteret diskus i ryggen. Der kan gives øvelser for at ændre forkerte bevægemønstre eller rette op på dårlig holdning. Nogen har et behov for specifik genoptræning efter en sportsskade eller bare brug for gode råd til, hvordan de bedst udøver deres sport.
Mulighederne er mange og behovet er meget individuelt. Efterhånden, som man bliver stærkere og får det bedre, ændrer behovet sig også. Kiropraktorerne er uddannet til at rådgive om træning og instruere i udførselen af div. øvelser. Hvis du er i tvivl om hvad du må, og hvad du selv kan gøre, så er der altid tid til spørgsmål under et besøg ved kiropraktoren.