
Der er mange årsager til smerter, stivhed m.v. i bevægeapparatet, men det er altid vigtigt at huske på, at led, muskler og knogler hver især er del af en helhed. F.eks. vil ændret bevægelighed i et led, påvirke muskelfunktionen i området, og omvendt.
Smerter kan opstå pludseligt og uden grund, eller ved et overraskende lille løft eller vrid. Andre gange tiltager problemerne langsomt og mærkes måske kun i bestemte situationer. Mange gange har et problem været længe undervejs, men på et tidspunkt kan kroppen ikke længere kompensere, og man begynder at opleve symptomer.
Helt overordnet opstår problemer som følge af overbelastning. Det kan være ved enkeltstående episoder som f.eks. et fald, et tungt løft eller et slag. Andre gange er årsagen en længere tids påvirkning.
Mere specifikt kan årsagen være instabilitet og dårlig holdning. Man kan have en skævhed og stivhed i skelettet eller måske er der forhold omkring arbejde og fritid som er uhensigtsmæssige. Samlet kan det gøre at man bliver sårbar i visse situationer.
Kiropraktoren ser kroppen som en helhed. Det aktuelle problem behandles, årsagen identificeres og der bliver givet gode råd om hvad man kan gøre, for så vidt muligt at undgå nye problemer.
En kiropraktor er specialist i bevægeapparatet og er bl.a. specialuddannet til at vurdere og/eller behandle alle lidelser i knogler, muskler og led. Hvis du er usikker på, om dit problem kan behandles ved en kiropraktor, er du velkommen til at kontakte klinikken for at høre nærmere.